Lodsforeningen Danmark ser dagens lys
- Fritz Ganzhorn
- 17. dec. 2025
- 2 min læsning
Opdateret: 21. dec. 2025

På den ekstraordinære generalforsamling godkendte medlemmerne i Danish Maritime Pilots den indgåede aftale med Søfartens Ledere om samling af alle lodser i én forening. Samtidig blev navn og vedtægter ændret.
Den 16. december 2025 behandlede Danish Maritime Pilots medlemmer spørgsmålet om "fusion" med Søfartens Ledere på den ekstraordinære generalforsamling i Odense.
Enstemmigt "JA" I alt 60 medlemmer (ud af 178) var repræsenteret, og de godkendte enstemmigt og med applaus den aftale, som DMP, Søfartens Ledere og Serviceforbundet har forhandlet og indgået for en samling af alle lodser i én selvstændig forening.
Medlemmer vedtog også enstemmigt bestyrelsens forslag til nye vedtægter, som omdanner DMP til den nye "Lodsforeningen Danmark" - som nu er live på www.lodsforeningen.dk
Fælles kurs
I den nye forening samles lodserne fra Søfartens Ledere og DMP i én selvstændig forening, "Lodsforeningen Danmark", hvor alle lodsmedlemmer også bliver medlemmer i Søfartens Ledere. Lodsforeningen bliver en selvstændig afdeling i Serviceforbundet og dermed også medlem af FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation).
Lodsforeningen bliver selvstændig med eget navn, CVR-nummer, medlemmer, bestyrelse, tillidsrepræsentanter, økonomi og kontingentopkrævning. Lodsforeningen vil fremadrettet forhandle, indgå og godkende alle overenskomster på hele lodsområdet, og som Søfartens Ledere også vil tiltræde.
De næste skridt Ved årsskiftet vil alle medlemmer være flyttet på plads i Lodsforeningen, som forventeligt vil tælle omkring 230 medlemmer (eller flere), fordelt på alle lodserier, lodsvirksomheder og havnelodserier i Danmark.
Den nuværende bestyrelse fra DMP vil være den fortsættende bestyrelse i i Lodsforeningen Danmark, men den ekstraordinære generalforsamling besluttede også, at der efter nytår udskrives et fuldt bestyrelsesvalg med alle poster på valg, som afgøres ved den første ordinære generalforsamling i Lodsforeningen Danmark den 17. marts 2026. Således vil alle medlemmer få adgang til at vælge en ny fælles bestyrelse.
For yderligere kommentarer:
Lars Sigvardt, formand Lodsforeningen Danmark (+45) 23 88 11 71 lsi@maritimepilots.dk
%20mindre.jpg)


Kommentarer